St. Jan

(Parti af det indre)

     Dette Billede hensætter os til det Indre af St. Jan i Nærheden af Bordeaux, som ligger henimod Østenden. Vi befinde os i en Høide af c. 800 Fod imod og seeVest, hvor vort Øie møder Vaaningshuset af Plantagen Cinnamombay, som ligger paa Toppen af et Bjerg, derpaa en Række smaa Holme (Levango, Mingo, Grass og Teyer Kay) og i Baggrunden St. Thomas. Det er i disse Høider af Bjergene, at Naturen paa de smaa tropiske Øer udøver et saa mægtigt fortryllende Indtryk paa os, som baade Billeder og Ord kun meget ufuldstændigt kunne gjengive. Her fremtræde al den Yppighed og Skjønhed i Plantevæxten, som kun fremavles under den tropiske Sol; Luften er saa ren, let og aromatisk at Indaaningen er en Vellyst, og hvert Aandedrag synes at indgyde ny Livskraft; Himmelen er saa blaa og dyb, at Øiet aldrig kan finde nogen Grændse; milde Luftninge tilvifte Kølighed, og en høitidelig Fred og Ro hvile over Naturen, naar Morgensolen kaster et Purpurskjær over Bjerg og Dal, der kun afbrydes af Skovduens eensformige melancholske Toner. Man kan ikke let tænke sig nogen skjønnere Udsigt end den, som her fremhyder sig, naar man lader Blikket glide hen over Skovtoppene og de af det blaa Hav fremdukkede smaa Holme. Desforuden har man en mere ublandet Nydelse ved at fordybe sig i Naturen Ensomhed end paa Fastlandet, da man her hverken behøver at frygte den giftige Slange eller det lurende Rovdyr (Det er mærkeligt Forhold i Dyrenes geografiske Udbredning, at hverken de store eller de smaa Antiller have noget Rovdyr, og at der ikke findes giftige Slanger uden paa nogle af de smaa Øer, som ligge i Nærheden af Fastlandet.) - i Forgrunden af vort Billede see vi flere Planter, som vise at dette Sted er en saakaldet Provisionsgrund eller et lille Jordlod, som er overladt Negrene til Dyrkning. Det lille Træ til Høire, har i flere Henseender Lighed med Palmerne, da den lige ugrenede Stamme viser regelmæssige ar af de affaldne Blade, og da disse, der ere meget store, 5-7 lappede og sidde paa 3 Fod lange Stilke, alle udgaae fra Toppen af Stammen. Det er Paparven eller Melontræet (Carcia Papaya), der bærer store Frugter, som ligne Melonen og sidde i stort Antal (30-50) ved Grunden af Bladstilkene. Bag ved dette sees de store lysegrønne Blade af Pisangen (Musa paradisiaca) og Bananen (Musa sapientum), hvis nærende Frugter i alle Tropelande for en stor Deel erstatte Brødet. Foruden disse kjende vi let Cocospalmen, Sukkerrørene, og den Plante, som sende sine Ranker henad Jorden med store hjerteformede Blade, er en Art Græskar (Pumpkin, Cucurbita Pepo), hvis Frugter koges og udgjøre en yndet Spise blandt Creolerne.

     Vi ville nu gjøre en Udflugt til den yppige Skov, som her beklæder Toppen af alle Bjergene og hele den nordlige Heldning af Øen; her viser sig nemlig en paafaldnene Forskjel med Hensyn til Plantevæxten mellem denne og den sydlige Heldning. Paa Sydsiden udtørres Jordbunden ved den langvarige Indvirkning af de brændene Solstraaler, og her voxe kun saadanne Planter, som tage tiltakke med en tør og mager Bund, og som alle have et eiendommeligt Præg ved deres stive eller forkrøblede Væxt og ved deres tørre graa Blade og sin colossale stive Blomsterstængel, Pansipanen ( Plumeria rubra og alba), der har megen Lighed med Oleanderen, Capparideer, Buske og Træer med graa glindsende Blade, Crotoner, tornede Acacier, Cactusplanter o. m. a. Det triste Indtryk af Landskabet her forøges desuden ved de mange Spor af nedlagte Plantager (Pacueran, Sieben, Mollendal, Bordeaux, Concordia, L’hermitage o. fl. a.), som man her overalt træffer paa; hvor Dyrkningen af Sukkerrøret ikke har kunnet svare Regning, og hvor de med Ukrud bevoxede Ruiner af Sukkerværkerne nu staae øde og forladte. - Et ganske andet Indtryk modtage vi paa den skyggefulde Nordside af Øen, hvor Vegetationen paa flere Steder minder os om Fastlandets Urskove. Træerne finde her i en feed Muldjord rigelig Næring, hæve sig til en anseelig Høide og vederqvæge Øiet ved den saftige grønne Farve af det tætte Bladsmykke; talrige Blomster opfylde Luften med Vellugt, og selv de store løse Klippeblokke tjene som bed for en Skare af halvparasitiske Planter, som fornemmelig faae deres Næring af Atmosphæren; zirlige Bregner, smaa lysegrønne Peperomier, Anthurier og bredbladede Tillandsier. De aromatiske Myrter med læderagtige glindsende Blade udgjøre her en stor Deel af Skovens Træer. Guavabærtræet (Eugenia floribunda, hvis smaa runde Frugter, der ligne Kirsebær, anvendes til Guava-Rum; Myrcia-acris, hvoraf man benytter Bladene og Frugterne til tilberedning Bay-Rum, Black-chereese (Eugenia cerasina), hvis Frugter spises under Navn af sorte Kirsebær, Gujavaen (Psidium pomiferum), hvis Frugter høre til de meest yndede i Vestindien. Flere andre Træer have spiselige velsmagende Frugter, saaledes: Kæneppien (Melicocca bijuga), et stort smukt Træ, hvis Frugter, af Størrelse som en lille Blomme, under den læderagtige Ydreskal indeholder et læskende Kjød, Mammaien (Mammea americana) med en tæt mørk pyramideformet Krone og store kugelrunde Frugter, Sursoptræet (Annona squamosa) o. fl. a. Den ranke Kaalpalme (Oredoxa oleracea), hvis Bladknop giver en velsmagende Salat, rager høit op over de andre Træer, og Trompettræet (Cecropia peltata) tiltrækker vor Opmærksomhed ved sin eiendommelige Væxt. Den høie lige hvidgraa Stamme er kun lidet forgrenet, og i Enden af Grenene sidde store langstilkede haanddelte-Blade, som ere hvidgraa paa Underfladen. Stammen er hul og ved Tværvægge afdeelt i Rum, der benyttes som Bolig af en stor stikkende Myre. Qvælertræet (Clusia rosea) har en forunderlig Stamme udgaaende Forgreninger sammen og danne et Hylster, som omslutter det omlyngede Træ saa tæt, at dette qvæles og gaaer ud. Naar da det, dræbte Træes Stamme efter nogen Tid er bortraadnet, staaer det tomme Hylster af Qvælertræet tilbage. Dets Krone er prydet med talrige store rosenrøde Blomster.

     I disse Skove seer man ofte en stor sort aflang, 4-6 Fod lang, eller næsten kugelrund Masse fasthæftet til Træernes Grene. Undersøger man den nærmere, finder man, at den bestaaer udvendig af en papagtig Masse, og naar man gjennembryder denne yderste Skal, seer man at hele den indvendige Deel er opfyldt med Gange, saa brede som en lille Finger, som krydse hverandre i alle Retninger og ere adskilte fra hverandre ved tynde Lag af en meget haard træagtig Substants, Vi have her for os Boligerne af de ved deres Ødelæggelser saa berygtede Termitter. En smal Gang dannet af den samme papagtige Masse, som omslutter helle Termitreden, fører fra denne nedad Træstammen og henover Jorden, hvor den forgrener sig til flere Sider. Gjennem disse Gange foretager den store Vrimmel af disse smaae, vingeløse, lysskye og blinde Insecter, deres Udflugter til Omegnen og ere her til ligesaa megen Nytte ved i kort Tid at tilintetgiøre de forraadnende Plantesubstantser, som de blive til Skade, naar de angribe Menneskets Boliger. Slaaer man Hul paa een Rede eller en Gang, komme strax de saakaldte Soldater, som ere større og have et umaadeligt stort gult Hoved (ligesaa stort som hele deres Krop), frem og stille sig omkring Hullet til Forsvar, idet de søge at bore deres store spidse Kæber i Alt, hvad man holder imod dem, medens en talrig Flok "Arbeidere" med smaa sorte Hoveder strax begynde at tilføre Materiale for at udbedre Skaden, og dette udføre de med en saadan Hurtighed, at Gange, som fører over Veie, der om Dagen befares, og derved ødelægges, atter den følgende Morgen ere opførte paany. - I Foraarsmaanederne finder man undertiden Værelserne om Morgenen opfyldte med et lille Insect, som kryber uhjælpsomt omkring paa Gulve og Meubler, medens deres Vinger ligge afkastede spredte omkring. I disse brune med Vinger og Øine forsynede Insecter, som minde om vore Døgnfluer, vil man ikke let finde nogen Lighed med de meget mindre hvide vinge- og øineløse Skabninger, vi have lært at kjende som Termitredernes Beboere. De ere dog alle fødte af samme Moder, men indtage kun en høiere Plads i dette mærkelige Samfund. Det er Hanner og Hunner, som holde sig for gode til tjene enten som Arbejdere eller Soldater og fortrække at concurrere til den ophøiede Stilling af Konge eller Dronning. Men hvor slette ere ikke deres Udsigter! (Meget slettere end for den uheldigste Lotterispiller til at vinde den største Gevinst); thi af Millioner er der kun et Par Stykker, som det lykkes Arbeiderne at slæbe gjennem de bedækkede Gange til Reden, hvor de nu som Konge og Dronning blive forsynede med en passende Hvælving for at danne en ny Coloni.

     Undertiden hører man det her rasle mellem Bladene paa Jorden, og hvor overraskes man ikke ved at see at denne Lyd hidhører fra en Krebs - Dyr som vi kun ere vante til at tænke os i Havet. Den har hele Bagkroppen indesluttet i et Sneglehus, som den slæber efter sig ligesom sit Huus. Det er de saakaldte Snyltekrebs (Cenobita Diogenes) (De kaldtes i Vestindien "Soldiers", maaskee paa Grund af deres røde Farve), der, naar de som smma Unger forlade Havet, have den nøgne, kun med med en tynd Hud bedækkede Bagkrop, indesluttet i Havconchylier, som de senere ombytte med Landsneglehuse. Naar man griber dem, bringe de Benene i en Cirkel omkring Hovedet og trykket den store Klo, der slutter tæt som et Laag, saa fast til, at man ikke kan faae dem ud uden at slaae Skallen istykker. De ere saaledes vel beskyttede mod enhver Fare paa deres Landreise.