Frederiksted

(Parti ved Frederiksted)

     Dette Billede, som er taget fra Søen, hensætter os til Vestenden af St. Croix. Vi see her kum den allernordligste Deel af Frederiksted, Fortet og nogle af de nærmest liggende Huse. Fiskere ere i begreb med at udkaste deres Garn, og en Flok Stude tager sig et forfriskende Bad. De holde sig forsigtig i Nærheden af land, da de ikke ønske at komme i Kast med den forslugne Hai, som her ofte gaar tæt ind under Kysten. Landet hæver sig her i steile Bakker, den vestligste Ende af den Bjergkæde, som herfra strækker sig langs med Nordkysten af Øen.

     Frederikssted er ikke saa stor som Christianasted; den bestaar af c. 300 Huse og tæller henved 3000 indbyggere. Den har kun en aaben Rhed og ikke nogen Havn, men er dog i Besiddelse af Størstedelen af Øens Handel med Nordamerika.. Denne By bliver meget besøgt af brystsyge Amerikanere, som for deres Helbreds Skyld tye til et varmere Klima - thi St. Croix er i denne Henseende omtrent det samme for Nordamerika som Madeira for Europa. Dog staar Vestenden - saaledes benævnes i Almindelighed Frederikssted i Modsætning til Christiansted, som ligger nærmere mod Østenden - som behageligt Opholdssted i flere Henseender tilbage for de øvrige Dele af Øen, da det blændende Lys, som kastes tilbage fra den hvide Kalkbund, gjør Varmen mere trykkende og er meget ubehageligt for Synet, ja foraarsager ikke sjeldent farlige Øiensygdomme. Naar man fra Frederikssted følger Veien langs med Kysten mod Nord eller den Vei, som mod Nordost fører til Plantagen North Star, kommer man igjennem et smukt lille Bjergland, rigt paa Naturskjønheder. Hvor gjerne skulde vi ikke have ledsaget Læseren paa en Excursion til denne Deel af Øen, men vi maae paa Grund af det indskrænkede Rum nøies med at henvise til Skildringen af St. Jan i det Følgende, hvor vi gjenfinde omtrent de samme Naturforhold; thi vi kunne ikke forlade St. Croix uden at aflægge et Besøg paa en Plantage og lære Dyrkningen af den Plante at kjende, som har hævet St. Croix til den anseelige Plads, den indtager blandt de vestindiske Øer.

     Gjennem Sukkermarker, som danne regelmæssige Firkanter med Veie imellem, komme vi til Hovedbygningen, der er Eierens og hans Families Bopæl; i Nærheden af denne ligger Forvalterens Bolig, Vind- eller Dampmøllen og andre til Sukkerproductionen henhørende Bygninger. I disses umiddelbare Nærhed sees Negerbyen, nette smaa Steenhuse, tækkede med Shingler (Træplader). Dyrkningen af Sukkerrør gaar for sig paa følgende Maade.

      Efterat Jorden er blevet renset for alle Buske og alt Ukrud, danner man 3 Fod brede Furer, som understøttes ved en Række Stene, og derpaa i Samme Afstand Huller, i hvilke 2-3 Stykker Sukkerrør af to Fods Længde blive nedlagte horizontalt og tildækkede med Jord, saaledes at man, naar det er Enden af Røret, Som anvendes til Plantning, Lader 3-4 Knopper og den yderste Spidse rage frem af Jorden. Den unge Plante spirer hurtigen frem , og allerede efter en Maaneds Forløb maa Markerne Renses for Ukrud, hvilket senere stadigen maa gjentages i de 12-14 Maaneder, som hengaae inden Røret er kommet til Modenhed. Efter Jordbundens Beskaffenhed kan nu den samme Rodstok benyttes i kortere eller længere tid, og navnlig i ældre Tid var Ratoondyrkningen, som bestaar i at man efterat have kappet Røret lader det skyde nye Skud, overveiende almindelig. De Skud, som komme frem det følgende Aar af den gamle Rodstok, kaldes "Ratoons". De give vel finere Sukker, men kun 1/4 - 1/5 af det Udbytte, som faaes af nye Planter. Ratoondyrkningen er derfor nu saa godt som ganske opgivet. Jorden dyrkes saaledes uden Hvile i kortere eller længere tid, efter dens Beskaffenhed, ofte 10-12 Aar; ja undertiden ser man den samme Mark i 18 Aar under Dyrkning, og dog istand til at frembringe høie Sukkerrør. I September og October staae Markerne i Blomst, og derpaa begynder Høsten i Almindelighed i December og varer da i 6-8 Maaneder, ja i den senere Tid høster man ofte hele Aaret igjennem. Ved indhøstningen er der nogle Negere, som afhugge Røret lige over Jorden med en Skarp Kniv (bill-hook), medens andre afkappe den øverste Deel med Bladene, der tjener som Foder for Heste og Qvæg. Rørene blive derpaa bragte til Sukkermøllen for at afpresses. Som oftest bringes de paa Ryggen af Muulæsler, eller, hvor Stedets Beskaffenhed tillader det, paa smaa tohjulede Karrer. Afpresningen skeer ved 3 Jernvalser, som dreie sig samtidigen, naar Møllen sættes i Bevægelse enten ved Vind, eller, hvad nu almindeliheden bruges, ved Damp (St. Croix tæller nu 40 Dampmøller), og under hvilke der er en Træbeholder til at optage Saften. De Negere, som skyde Rørene ind mellem Valserne, maae anvende den største Forsigtighed; thi faae Valserne blot fat i Enden af en Finger, saa følger let hele Armen med. - De afpressede Rør (megass) blive samlede i Bundter, og naar de ere blevne tørre, brugte til Brændsel i Kogehuset. Megassen af det forgaaende Aar er fordetmeste tilstrækkelig til Indkogning af det følgende Aars Sukkersaft. I Kogehuset er der 4-5 Kjedler (taiches), under hvilke der kan fyres udvendig fra. Saasnart den gjennem Rør til Kogehuset ledede Saft i den første Kjedle (the racking Copper) er kommen ikog, bliver der tilsat saa megen Kalk, som der fordres til at neutralisere den overflødige Syre og bringe Æggehvidestoffet til at coagulere. Dette stiger da til Overfladen, hvorfor nogle Negere stadigen ere beskæftigede med at borttage Skummen. Saften tømmes derpaa over i den anden Kjedle. Her bliver den ligeledes bragt i kog og afskummet, hvilket ogsaa gjentages i den tredie Kjedle. Indtil den kommer i den fjerde eller femte, hvor den indkoges saa længe, indtil den under Kogningen ikke mere sprøiter iveiret, men danner blærer. Herfra føres den gjennem Render til Kjølpanderne, hvorpaa den kommes i Fadene. For at Malassen kan løbe af bores der Huller i Bunden af Fadene, og nogle pinde blibe satte ned i Sukkeret. Disse Fade opstilles i et eget Værelse, hvor Bjælkerne i Gulvet staae i betydelig Afstand fra hinanden, saa at Malassen kan løbe ned i en muret Cisterne, som findes underneden. Malassen eller den deel af sukkeret, som ikke kan krystallisere, tjener til Destillation af Rom. Man koger ikke hver Dag, men kun naar Vind og Veir og Rørenes Beskaffenhed tillader det, som oftest een ellet to Gange om Ugen. - Det Markarbeide, som Sukkeravlen fordrer, er meget anstrængende; især den saakaldte Holing, eller Ophakning af Huller i Jorden, i hvilke der kastes en Kurv Gjødning, og i hvilke de afskaarne Toppe af Sukkerøret nedsættes for at spire. Man antog derfor tidligere at kun den af Naturen forøvrigt dovne og lade Neger var skikket til at udføre det under den brændende tropiske Sol; men den nyere Tids Erfaring har godtgjort, at Europæere ret godt kunne udholde det.

     Plantagens Arbeidere inddeles efter deres physiske Kræfter i forskjellig Hold, som man benævner "Gang". Den store "Gang" bestaar af de Stærkeste Mænd og Qvinder, og den lille "Gang" af Halvvoxne, Børn og Svage. Paa hver Plantage er der en Forvalter (Manager), en Underforvalter (Overseer) og en Driver. Den Sidstnævnte, der nu i Almindelighed er een af den første Klasses Arbeidere, hvis Løn i Regelen paa St. Croix er 4 Dollars om Maaneden, paadriver Arbeidet, hvilket dog ikke længere maa skee ved Slag. Børnene paa over 8 Aar paa en Plantage henhøre, som nys bemærket, til den liil Gang; men i Høsttiden anvender man dem tillige til Crookdrivere, det vil sige til at drive Dyrene, som bringe Sukkerrørene fra Marken til Møllen. Dette Arbeide er just ikke af det strængetse slags, men da Crookdrivere bestandig maa løbe for at drive og følge Muuldyrene, der ere belæssede med Sukkerrørene er det dog trættende nok. Naar Arbeidet om Morgenen skal begynde, ringes der med Plantagens Klokke. Mandfolk og Fruentimmer begive sig da til Arbeidsstedet i Marken med Driveren. Negere og Negerinderner ere forsynede med Hakker og Spader til Gravning, eftersom der dog endnu, skjønt Pløining siden Negernes Emancipation er begyndt at komme i Gang og at afløse Holingen, paa de fleste Plantager anvendes Haandkraft til Jordens Bearbeidelse, især vel fordi Terrainets Beskaffenhed og paa endnu flere Steder Jordbundens Haardhed og Blanding med Steen vanskeliggjør Anvendelsen af Ploven og andre Redskaber, hvis videst muligt udbredte Brug nu forøvrigt er af allerstørste Vigtighed for Øerne. Ved Ankomsten i Marken begynder Arbeidet med at hakke og grave, eller luge, indhøste og desl. Under Opsigt af Forvalteren, Underforvalteren og Driveren.

      St. Croix, som kun er 3 ½ kvadrat Miil (5 Mile lang og 1 1/4 - 1/4 Miil bred) og tæller c. 24000 indbyggere, blandt hvilke kun 17 - 1800 ere Blanke, har ikke mindre end 129 Plantager, som anslaas til en Værdi af c. 6 Millioner Rdl. Gjennemsnitsværdien af den aarlige Sukker- og Romproduktion (i de 4 Aar 1847-50) er henimod 2 Millioner Rdl., og naar Omkostningerne ved Plantagernes Dyrkning fradrages, haves en Netto-indtægt af noget over 500,000 Rdl. eller omtrent 10 pCt af den Capital, som staar i Plantagerne.